Producer, guitarist og komponist
KATINKA BAND
VOKSEVÆRK
2018
Vokseværk er vores andet fuldlængde album i Katinka Band. Jeg producerede, spillede de fleste af instrumenterne og komponerede på albummet med udgangspunkt i Katinka Bjerregaards ukulele-sange. Numrene 2000 meter i frit fald og Far-sangen tog dog sit udgangspunkt i nogle kompositioner, jeg havde lavet på guitar.
I modsætning til tidligere Katinka-albums er dette album ikke lavet i mit hjemmestudie, men i vores studie i Københavns Nordvest-kvarter.
Mit mål med produktionsdelen af albummet var, at jeg ønskede at have numre med roller, som kunne følges og føles igennem hele nummeret. Hvor det forrige Katinka-album Vi er ikke kønne nok til at danse var en produktionsmæssig lyd-collage, ville jeg gerne have at lytteren også kunne relatere til instrumentalisterne på dette album og mærke, at der blev lagt liv og sjæl i alle roller. Jeg ønskede desuden at gøre rollerne lettere at definere og udtrykket lidt simplere (men ikke mindre interessant eller eksperimenterende) end på Vi er ikke kønne nok til at danse.
2000 meter i frit fald er det største hit fra albummet. Vi havde aftalt at prøve at skrive nogle sange sammen fra bunden i Katinka Band. På dagen hvor vi skulle mødes sad jeg om morgenen over mine havregryn og kiggede på videoer af riffs, jeg havde fundet på gennem tiden. Jeg faldt over et fingerspils-riff jeg havde lavet et års tid før og tænkte, at det ville passe perfekt sammen med et gammelt omkvæds-riff, jeg engang havde lavet.
Da jeg mødtes med de andre præsenterede jeg idéen. Katinka sang en tekst, hun havde lavet, henover det, Marie lavede akkorder til et c-stykke, og Tobias programmerede nogle trommer. Og på den måde blev sangen 2000 meter i frit fald skabt. Alt sammen inden for tyve minutter. Den efterfølgende produktionsproces varede dog noget længere.
Far-sangen var et andet nummer, som vi skrev sammen fra bunden. Denne gang var det Katinka Bjerregaard og mig, der skrev den sammen. Jeg havde hørt en tekst, som Katinka havde skrevet om sin far og tænkte, at stemningen i teksten passede godt sammen med et gammelt guitar-riff, jeg havde liggende.
Jeg havde igennem mange år eksperimenteret med at sætte et plekter op igennem strengene på guitaren, som fremhæver guitarens overtoner og får den til at lyde som en afrikansk kalimba. Og det var sådan det her riff opstod. Katinka sang teksten henover og stemningen var fed og særegen, syntes vi. Derefter lavede Katinka grundstenene til omkvædet, hvor jeg bidrog med nogle småændringer og så havde vi nummeret.
Katinka havde lavet nummeret Søndermarken på sin ukulele, og jeg syntes, at det var en meget smuk sang. Jeg tænkte dog, at jeg kunne få mere ud af akkorderne ved at skabe et riff ud fra dem på min guitar.
Jeg arbejder ofte ud fra filosofien om, at hvis akkorder både kan være det harmoniske fundament og et riff i sig selv, så bliver det endelige resultat mere unikt og genkendeligt i sin egenart – samme trick, der i øvrigt også bruges i Far-sangen og 2000 meter i frit fald.
Derfor fandt jeg på det guitarriff, som kører mere eller mindre gennem hele nummeret. Jeg lavede og spillede også bas-rollen i nummeret, som bidrog med et riff, som også bliver en del af nummerets signatur.
Vokseværk blev rigtig godt modtaget og bragte os, især gennem nummeret 2000 meter i frit fald, ud til et bredere publikum end tidligere.
Vi blev også nomineret til en Danish Music Award som Årets Rock-gruppe samt en Gaffa-pris for Årets Pop-album og således kan man konstatere, at vores genre må være pop-rock.
Vi tog efter udgivelsen af Vokseværk på Danmarksturné og spillede blandt andet to koncerter i Store Vega.
Foto: Daniel Buchwald