top of page

Guitaren er mit hovedinstrument, det instrument jeg spiller live og det instrument jeg – oftest – komponerer ud fra.

 

Jeg lægger stor vægt på et personligt udtryk og altid at have sjæl og nerve i mit spil. Det kan både være et klassisk inspireret udtryk sat igennem effektpedaler eller hvinende guitarsoloer.

 

Her kan du se lidt af det, jeg arbejder med på guitaren.

Fotos: Simon Læssøe, Daniel Buchwald, Line Svindt, Michael Guldberg Printzlau & Møn Sessions

SIMON ASK - THE GOOD RAIN KNOWS WHEN TO FALL (LIVE)

I starten af 2022 lavede jeg en livesession af mit nummer 'The Good Rain Knows When To Fall' i Husets Biografs stemningsfulde foyer med med Daniel Buchwald som fotograf.  Nummeret vil også  være at finde i en studieversion på mit kommende soloalbum.

 

Jeg optog to numre den aften i Husets biograf. Det andet nummer vil blive udgivet senere på året.
 

EN FORÅRSDAG: TREMOLO-TEKNIK, DRONER OG INDERLIGHED

Under den første nedlukning i marts 2020 spillede Katinka Bjerregaard og jeg Anne Linnets En Forårsdag i den første udgave af DR1’s Fællessang - hver for sig. I mit arrangement af det smukke nummer, valgte jeg at benytte mig af en tremolo-teknik’ som jeg synes giver en anderledes stemning og mere interessant stemning end man ofte finder, når en guitarist akkompagnerer en sanger.

Som du ellers vil se her på siden, kan jeg godt lide at supplere den teknik med guitarpedaler og en drømmende lyd på guitaren.

 

Oplægget til denne performance fra DR’s side var, at det skulle være hjemligt, så jeg valgte at fokusere på inderligheden og skære pedalerne fra. Harmonisk tilføjede jeg nogle konstante toner til nummeret (droner), der giver det en lidt mere drømmende karakter end originalen.
 

GUITARSOLO OVER 'TO VEJE': IMPROVISATION MED FØLELSE

I sommeren 2019 spillede vi på Heartland-festival med Katinka-band. I videoen herunder spiller jeg en improviseret solo til vores nummer To Veje. Den er blevet foreviget af et publikum, der sendte videoen til mig.

 

Det er altid en fornøjelse at spille denne solo live, og virkelig få lov til at føle musikken i øjeblikket i et ellers ret indøvet sæt. Som man måske kan fornemme lægger jeg vægt på fysikken i spillet og at sætte det harmoniske sammen med det grimme. På den måde bliver det smukt, men aldrig banalt.

 

Jeg lægger vægt på virkelig at føle musikken og formidle noget igennem guitaren.
 

FAR-SANGEN: PLEKTER MELLEM STRENGENE

Katinka Bjerregaard og jeg skrev i fællesskab sangen Far-sangen til vores album Vokseværk. Jeg havde lavet et riff, hvor jeg havde sat et plekter op imellem strengene, som skaber fremmedartet lyd på guitaren.

 

Sammen med diverse guitarpedaler – blandt andre en rumklang, der styres gennem en expression pedal og en delay, der i slutningen af nummeret aktiveres for at skabe en opbyggende feedback – var mit mål at skabe et univers på guitaren, der omslutter vokalen og giver en frisk lyd på guitaren, som ikke er hørt før.

 

Her spiller vi Far-sangen i Go’ Morgen Danmark.

IMPROVISERET SOLO OVER 'ASKER DU HER'

I 2017 spillede vi i Store Vega med Katinka-band i forbindelse med vores Danmarks-turné. Her spiller jeg en improviseret solo til vores nummer Asker Du Her.

Målet var her at gå all in og give den, hvad rammer og tøj kan holde. Ikke på den 80’er-agtige shred måde, som hurtig bliver ret clean. Men ved at bruge guitaren grimt og fysisk. Og igen, formidle noget gennem guitaren, som får publikum til at mærke noget.

CHELSEA HOTEL: TREMOLO-TEKNIK, DRONER OG PEDALER

I forbindelse med Gammel Strands udstilling om Leonard Cohen i 2020 lavede Katinka Bjerregaard og jeg et cover af Cohens Chelsea Hotel.

Her bruger jeg den klassiske guitars ’tremolo-teknik’ til at akkompagnere Katinka og blander signalet fra mine guitar-pedaler med den akustiske guitarlyd. I arrangementet har jeg komponeret et instrumentalstykke, som jeg syntes tilføjede noget ekstra til nummeret.

Desuden lægger jeg nogle droner på (konstante toner), som jeg tilføjer til akkorderne i akkompagnementet. Dronerne, tremoloteknikken og guitarpedalerne tilføjer i fællesskab et univers i nummeret, som jeg ligger stor vægt på i musik. Jeg stod også for at optage og mixe musikken.

MAN BINDER OS PÅ MUND OG HÅND: GYPSY-JAZZ OG TREMOLOTEKNIK

I anledning af 75-året for befrielsen blev Katinka Bjerregaard og jeg bedt af DR om at fortolke Man binder os på mund og hånd, hvilket var en stor ære at få lov til.

Da nummeret oprindeligt er bygget op omkring klaver, kaldte det på et nyt arrangement fra min side. I starten af nummeret lader jeg mig inspirere lidt af gypsy-jazzens og flamencoen som genre, og lagde melodier ind, der "svarer på" melodien i vokalen. Derefter  går jeg over til tremolo-teknikken.

På aftenen kunne jeg konstatere, at guitarfingre har sine begrænsninger på en kold aften i starten af maj. Alt i alt er jeg dog rigtig godt tilfreds med, hvordan det gik.

LIFE ON MARS: FREEZE-PEDAL OG OVERDRIVE

I forbindelse med David Bowies død i januar 2016 blev Katinka Bjerregaard og jeg spurgt af Go’ Morgen Danmark, om vi ville lave et cover af en Bowie sang, som en tribute.

Valget faldt på Life on Mars. Et nummer jeg faktisk ikke havde det store forhold til forinden. Det kan dog være meget godt, når man skal lave et cover.


Originalen er orkestral og bombastisk, så der skulle tænkes lidt nyt for at vise den værdighed med blot guitar og sang. Jeg valgte at bruge min akustiske guitar, men igennem en masse pedaler. Jeg brugte blandt andet en overdrive-pedal, som er lidt atypisk at sætte sammen med en akustisk guitar. Desuden var mit arrangement båret af Electro Harmonix’ Freeze-pedal, som kan “fryse “en tone. På den måde kan man akkompagnere sig selv.

Harmonisk prøvede jeg lave et arrangement, hvor akkorderne blev udpenslet til et riff i versene, da jeg altid synes, at det gør et arrangement mere unikt. Jeg ændrede også lidt i nummeret i post-omkvæd stykkerne og tilføjede nogle kromatiske nedgange.

Da David Bowies død ikke var ventet, havde Katinka og jeg kun én aften til at skabe og lære vores cover, hvilket også var en spændende udfordring i sig selv.

DANSK-SYRISK GUITAR-DUO

I 2015 mødte jeg Nour Amora backstage på spillestedet Gimle i Roskilde. Nour var netop ankommet til Danmark fra Syrien. Vi begyndte hurtigt at jamme og besluttede os for at mødes igen. Vi dannede herefter et dansk-arabisk projekt, hvor vi fortolker nordiske og arabiske klassikere og blander de to traditioner i en musikalsk smeltedigel.

 

Her er en video fra 2016 optaget i min lejlighed. Vi spiller en fortolkning af den arabiske klassiker La Enta Habiba med plads til både guitareffekter og improvisationer.

bottom of page