top of page
Katinkas album 'Vi er ikke kønne nok til at danse', som Simon Ask producerede

KATINKA BAND
VI ER IKKE KØNNE NOK TIL AT DANSE

2017

Vi er ikke kønne nok til at danse er vores første fuldlængde album i Katinka Band. Jeg producerede, spillede de fleste af instrumentener og komponerede albummet med udgangspunkt i Katinka Bjerregaards ukulele-sange.

Albummet blev lavet i min lille 2-værelses lejlighed på Nørrebro, som jeg havde indrettet til at være et hjemmestudie. At lave albummet i et hjemmestudie skabte selvfølgelig nogle begrænsninger, men jeg brugte begrænsningerne som et dogme og en retning for lyden. Derudover legede jeg med mange alternative lyde på albummet. Blandt andet brugte jeg en støvsuger, der ligger og støjer og larmer igennem hele nummeret Du tænker ikke.

Da Katinka spillede ukulele-versionen af Du tænker ikke for mig første gang, var jeg ret sikker på, hvordan jeg ønskede den skulle lyde. Monoton, insisterende i sit udtryk og tiltagende mere larmende – men derigennem også smuk og inderlig.

 

Jeg var samtidig inde i en periode, hvor jeg var optaget af black metal, som man kan høre halvvejs inde i nummeret, hvor insisterende 16-dele fra guitar og synthesizere danner en lydkulisse. Hvis man fjernede Katinkas stemme, lyder lydbilledet som black metal med et elektronisk tvist. Til sidst i produktionsprocessen komponerede og producerede jeg slutningen af nummeret og tilføjede dette, da jeg gerne ville have, at nummeret skulle slutte med en stor finale.

 

Jeg gik samtidig efter at skabe stor diversitet i de forskellige produktioner, så hvert nummer var sin egen lille verden. I titelnummeret Vi er ikke kønne til at danse ville jeg skabe en kitsch bodega-stemning.

Jeg havde derfor købt et meget billigt keyboard, som jeg lavede introriffet på. Det skulle gerne lyde cheesy, men dog sat op imod en æstetik, der havde noget nosser, så den ironiske tone i produktion skinnede igennem.

 

I Pulverkaffe var jeg mere inspireret af Marie Keys lyd. Dog ville jeg gerne gøre det hele lidt mere støvet og håndholdt. Jeg sad derfor og indspillede diverse håndperkussion instrumenter og lavede trommerne ud fra disse.

LYT TIL HELE ALBUMMET PÅ SPOTIFY

Vi er ikke kønne nok til at danse blev rigtig godt modtaget og fik meget fine anmeldelser da den udkom.

 

Vi blev nomineret til to Steppeulve på baggrund af albummet (Årets Album, Årets Navn). Vi vandt dog ingen af dem. Til gengæld vandt Katinka Bjerregaard og jeg en Carl Pris som Årets Pop-Komponist på baggrund af albummet.

 

Da pladen udkom tog vi på to Danmarksturnéer og spillede blandt andet vores første koncert som hovednavn i Store Vega.

Katinka koncert i Vega 2018, hvor Simon Ask er guitarist

Foto: Michael Nørgaard

bottom of page